Danskhed | Essay

Uddrag

Danskhed er danske forfædre. Danskhed er at være dansktalende. Danskhed er at elske Danmark. Danskhed er at have bestået ”danskertesten”. Danskhed er, at jantelovens ord er lov. Danskhed er villighed til at gå i krig for fædrelandet. Eller er det?

Skal man have danske forfædre for at være en vaskeægte dansker? Selvfølgelig er man dansker, hvis man har danske rødder så langt tilbage, som ens bedsteforældre kan huske, det kan der slet ikke være nogen tvivl om. For hvis ens forældre, bedsteforældre, oldeforældre og forfædre længere tilbage er danskere, så er man hundrede procent dansk, og der er ikke noget udenlandsk i en overhovedet. Hvad så hvis ens forældre emigrerer til udlandet, og man ikke selv taler ét ord dansk, man ved nærmest ikke noget om Danmark og den danske livsstil eller kultur, kun at ens forældre kommer fra det lille land mod nord kaldet Danmark, er man så dansker? Hvis man skal svare ud fra teorien ovenover, så er man dansker. Om man føler sig som dansker, når man ikke er tilknyttet Danmark udover ens forældre, er mere diskutabelt. Hvis man ikke engang føler sig som dansker, kan man da umuligt være dansker, kan man?
Adopterede børn derimod, som ikke har noget dansk i deres stamtræ, måske ikke engang skandinaviske eller europæiske rødder, er de så ikke rigtige danskere? De har ikke kendt andet end den danske levevis hele deres liv, de snakker kun dansk, indtil de kommer til skoletrinnet, hvor fremmedsproget engelsk indføres, men de har ikke danske aner, så derfor er de ikke ”rene” danskere. Kan de ikke alligevel føle og være en del af danskheden og det danske fællesskab?... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind