Analyse og fortolkning af Barndomsminder

Uddrag

Der kan ske ufatteligt mange ting i et barns liv, der gør, at barnets hoved fyldes op med bekymringer, som ikke burde være der. Men grundlæggende ønsker man i dag for alle børn, at de skal have en bekymringsfri og lykkelig barndom. Synet på børns opvækst har imidlertid ændret sig meget de sidste par hundrede år. I ”Barndomsminder” af Meïr Goldschmidt fra 1877 erindrer fortælleren en barndom med et stort ansvar på skuldrene. Det guddommelige, og erkendelsen af at mennesket er syndigt, fylder meget både i fortællerens tidlige barndom og voksne liv, men hvor kommer ansvarsfølelsen over for Gud fra?

I ”Barndomsminder” er fortælleren en førstepersonsfortæller, som ser tilbage på nogle episoder fra sin barndom. Synsvinklen er bagudsyn, og fortælleren beretter altså om tidligere hændelser, som fortælleren i tekstens nutid er på afstand af. Begivenhederne, der ses tilbage på, er fra da fortælleren var mellem tre og seks år. I det første minde husker fortælleren sin mor som ”den smukkeste Kone”. I det næste minde beskrives det, hvordan fortælleren har været fristet til at spise æbler fra et aflåst skab, fordi forældrene var ude af huset. Fortælleren lod sig ikke friste i dette tilfælde, men det næste minder handler om, at fortælleren lod sig friste af sin onkels datter, Esther, til at spise et æble fra et æbletræ. De to børn løber væk og møder en dreng, som påstår, der er en ugle under taget. I færd med at fjerne uglen ender børnene med at ødelægge en svalerede med svaleunger. Fortælleren sætter en stopper for svaleungernes lidelse ved at drukne dem i dyndet.

Både moren og faren fremstilles nærmest som noget guddommeligt i teksten. Fortælleren har et meget positivt billede af sin mor: ”der stod Moder i Lys og Herlighed, og saa blev Værelset igjen mørkt, som om det var hende, der tog Lyset med sig, da hun gik fra Spejlet”, husker fortælleren tilbage... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind