Analyse af "Lindormen"

Uddrag

Hvis man tror at seksualitet er forbeholdt det moderne menneske, så kan middelalderens trylleviser vise sig at være en øjenåbner. Undertrykt seksualitet, pubertet, forlovelse og forførelse spiller store roller i datidens store ”hits” og fascinationen af disse emner kommer til udtryk gennem trylleviserne, en stor undergenre af folkevisen. Disse viser blev skabt af middelalderens ukendte skjalde og digtere, og brugt til at underholde folk ved selskaber. Mange af disse mundtligt overleverede viser blev først skrevet ned 200 år efter deres opståen, da det kom på mode blandt adelen at samle dem i poesibøger, og de findes af den grund i mange forskellige versioner. Trylleviserne adskiller sig fra ridderviserne og andre folkeviser, ved at indeholde et overnaturligt element, som ofte fungerer som symbol på en indre splittelse eller ubeherskede psykiske kræfter hos visens hovedperson. Et eksempel på en sådan tryllevise er ”Lindormen”.
”Lindormen” omhandler pigen Ingerlil, som sidder i sit kammer, og spiller på sin guldharpe. Pludseligt kommer en lindorm skridende ind, og beder hende være sin kæreste/kone, men Ingerlil vil ikke. Hun siger højt, hvordan hun dog skulle kunne elske en grå og led lindorm, når hun dagen forinden havde haft besøg af en from og blid kongesøn. Da lindormen så går sin vej, følger hun dog efter, bleg i hovedet, og møder sine to søskende på en bro. De spørger hende, hvordan det kan være at hun følger med lindormen, og Ingerlil svarer så, at det er hendes ublide skæbne. Den nat sover hun så med lindormen og om morgenen er han blevet forvandlet om til en kongesøn... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind