I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke novellen ”Tirsdag nat”. Novellen er skrevet af Helle Helle i og udgivet i Biler og dyr (2000).
Slutningen er dobbelttydig
Slutningen på en ”Tirsdag nat” er dobbelttydig. Det vil sige, at vi både kan tolke den som lykkeligt forløst og som det modsatte. Umiddelbart løses konflikten ellers mellem parret, da de begge falder i søvn. Det ser vi her:
Så falder jeg endelig i søvn, og denne gang sover jeg virkelig. Det gør John også. Det er en meget velgørende søvn. Vi vågner tæt sammenslyngede med begge hoveder på samme pude.
Både Bente og John har, ifølge hende, fået en ”meget velgørende søvn”. De vågner i harmonisk forening (”tæt sammenslyngede”). Fortælleren skifter også fra jeg til vi, hvilket viser, at parret er blevet forenet frem for at fortsætte deres uoverensstemmelser.
Men novellens slutning peger på, at konflikten og misforståelserne nok ikke er forbi:
Jeg lægger planer. Efter arbejde vil jeg købe nyt tøj og skønlitteratur, imponerende tykke bøger. Jeg vil læse på mange tider af døgnet, henført, umulig at trænge igennem til.
John har tidligere beskyldt Bente for at ville gøre sig mere interessant. Slutningen lader til at bekræfte hans mistanke, for Bente vil forbedre sig selv ved at købe nyt tøj og ”imponerende tykke bøger”. Hun vil altså forsøge at virke spændende og intelligent i Johns øjne. Det er især brugen af tillægsordet ”imponerende”, der peger i den retning.