SRP om Paul Auster: Book of Illusions & Smoke

Uddrag

Indledning
Paul Auster er en af de mest markante forfattere i nyere tid. Han formår at skabe en labyrint af fortællinger, som kan være svær at finde rundt i, men for den tålmodige læser gemmer der sig mange små skjulte genveje til at finde labyrintens udgang. Dette element har draget mange læsere, som i værkerne møder en stor kærlighed til New York og til byens liv og atmosfære. Til trods for byens hårdtslående energi, portrætteres historierne også melankolsk, fordi figurerne ofte rammes af en ulykke med efterfølgende sorg, og dette er ikke nødvendigvis i New York. Isoleret fra omverdenen omklamrer sorgen figurerne i en mørk indelukket kapsel, som kun slår revner meget enkelte steder. Igennem revnerne strømmer det lys ind, som kan være vejen ud af mørket, men lyset kan også blænde, så man ikke ser klart men i stedet skaber subjektivt bestemte illusioner. Måske forekommer tingene derfor ikke altid, som de fremlægges af figurerne, og der kan ligge et tvetydigt budskab gemt mellem sandhed og virkelighed i underbevidstheden af det fortalte. I erkendelse af illusionsbegrebet og sorgens sammenspil, vil der i det følgende blive analyseret og fortolket på The Book of Illusions. Som led i en større forståelse af illusionsbegrebet vil Austers anvendelse af postmodernistiske træk inddrages. Romananalysen vil blive perspektiveret til en analyse og fortolkning af filmen Smoke, hvor et selvvalgt citat vil indgå. Afslutningsvis vil filmen blive perspektiveret til Austers forfatterskab.

The Book of Illusions

The Book of Illusions er skildringen af litteraturprofessoren David Zimmer, som har mistet sin familie i en flyulykke og derfor fører sig selv ud i spøgelsesagtigtilværelse præget af store mængder alkohol og timevis pseudo-tilværelse foran fjernsynet. I en af disse timer kører stumfilmskuespilleren Hector Mann hen over skærmen, hvilket får Zimmer til at grine for første gang. Dette starter Zimmers rejse mod Hector Mann og hans film, som resulterer i et møde med den mand, som formodes død i 60 år.
Det væsentlige stof i denne roman er David Zimmers umiddelbare fascination af Hector Mann, denne mystiske stumfilmskuespiller, som på forunderlig vis forsvandt som dug for solen i 1929. Fascinationen danner ramme for et parløb mellem Zimmer og Manns film, hvor Zimmer proportionalt gennemgår en oplæring i Mann og hans værker. Denne fascination bliver udløst af den latter, som Mann fremkalder hos Zimmer. Latteren, som Mikhail Bakhtin har kaldt en kropslig frigørelse , befrier Zimmer fra det fængsel, han befinder sig i. Den fysiske selvdestruktive opløsning udløst af sorgen over tabet af familien: ”You made me laugh. That was all it ever was. You cracked open something inside me, and after that you became my excuse to go on living.” Han er sporet ind på en åndelig (ud)vej, i form af sit projekt om Mann, som bliver starten på en genopstandelse, en vej ud af goldheden.
...

Personkarakteristikker
David Zimmer
David Zimmer befinder sig på et eksistentialistisk nulpunkt præget af dyb sorg efter sin kone og børns død, som han føler sig ansvarlig for, i en flyulykke. Han har lullet sig ind i en selvdestruktiv opløsning præget af tæt druk og med massiv tv-kigning. Fuldstændig isoleret fra omverdenen, hvor den nærmeste kontakt begrænser sig til indkøb af dagligvarer, hænger han fast i fortiden og sin familie: ”and another time I got into her underwear and made up my face with her makeup. It was deeply satisfying experience” , og han sover også i sine afdøde drenges værelse og leger med deres legetøj. Da Hector ved en tilfældighed åbenbarer sig for Zimmer gennem et tv-klip, starter Zimmers projekt om Hector.
...

Postmodernismen
Paul Austers værker indeholder alle postmodernistiske træk. I The Book of Illusions er dette også tilfældet. Bogen kan ses som en fragmenteret pastiche, hvor de forskellige handlinger og illusioner svæver ind og ud mellem hinanden. Når handlingen ikke forløber kronologisk og spørgsmålet om virkelighed er et så centralt emne, som det er, sidder læseren ikke med en klar kohærens, som hvis man læste en typisk krimiroman. Den dobbeltnarrative fortællemåde opløser det store overblik, og medvirker til opbruddet i forståelsen af den virkelige sammenhæng kontra den subjektive erkendelse af substansen. De manglende citationstegn ved direkte tale accentuerer dette. Teoretikeren Francis Lyotard har i perspektivering af dette sagt: ”Postmodernism then is the critique of grand narratives, the awareness that such narratives serve to mask the contradictions and instabilities that are inherent in any social organization or practice.” Auster understreger de sociale modsætninger, som forekommer hos romanes figurer. Fortolkende kan det ses som Zimmers personlige modsætningsforhold.
Auster benytter sig også ivrigt af intertekstualitet. Der er mange ligheder at finde i hans egne værker. Eksempelvis indgår Zimmer indgår som en biperson i Moon Palace. Også temaet sorg med et eksistentialistisk nulpunkt til følge kan ses i andre Auster-værker, hvilket vil blive undersøgt nærmere i næste afsnit om sorgen. Notesbogen er en gennemgående rekvisit i de forskellige romaner; i City of Glass er Quinns notesbog rød, i Oracle Night er Orrs blå og i The Book of Illusions er Hectors blå. Notesbogen har status af en tro væbner, som ukueligt følger protagonisten uden at vige fra hans side. Når Auster benytter sig af interteksutalitet, og genbruger sine temaer, som virker genkendelige hos den trofaste Auster-læser, skabes en dybere forestilling om virkeliggørelse af figurerne, hvilket bidrager til illusionen.
... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind