Folkekirken

Den danske folkekirke er med sine 4,3 millioner medlemmer – dvs. ca. 73% af befolkningen – det dominerende trossamfund i Danmark. Den har fået særstatus i grundloven. Det vil sige, at staten særligt understøtter folkekirken administrativt og økonomisk.

Hvad er folkekirken?

Teologisk set tilhører folkekirken de protestantiske kirker. Det vil sige, at folkekirken har sin oprindelse i reformationen i 1500-tallet. Retningen kaldes evangelisk-luthersk, som betyder, at folkekirkens troslære er baseret på Martin Luthers teologi. I folkekirken findes to sakramenter: Dåben og nadveren. Derudover praktiseres en række andre ritualer, fx bryllup og begravelse.

På de følgende sider kan du læse om disse emner relateret til folkekirken:

Uddrag

Her kan du læse et uddrag af vores sider om folkekirken:

Grundtvigs frihedssyn og indflydelse på folkekirken

Et nøgleord for Grundtvig var frihed. Både Danmarks frihed og den enkelte persons frihed. Grundtvig formede sine tanker i en tid, som var præget af begrænset frihed både for mennesker og nationen. Fx var der mange begrænsninger i danskernes frihed, indtil Grundloven kom i 1849. Grundtvig oplevede selv at komme under censur på grund af kritik af statskirken. Samtidig lå Danmark i stridigheder med sine naboer mod syd, som truede og til sidst indskrænkede Danmarks frihed (se evt. Den første slesvigske krig og Krigen i 1864).

I kirkelig sammenhæng medvirkede Grundtvigs kamp for frihed til to konkrete ordninger, som stadig gælder i dag:

Sognebåndsløsning (indført 1855) gjorde det muligt for alle medlemmer i folkekirken frit at vælge, hvilken præst, de vil tilhøre. Indtil da kunne man kun blive døbt, gift og begravet af sognepræsten i det sogn, man boede i.
Valg- og frimenighedsordningen. I 1868 fik folkekirkens medlemmer frihed til at oprette valgmenigheder, og i 1883 blev det også muligt at oprette frimenigheder. Dette benyttede grundtvigianere sig flittigt af.