Her får du hjælp til at analysere og fortolke novellen “Spionen”. Novellen er skrevet af Peter Seeberg i 1954 og udgivet i Eftersøgningen og andre noveller (1962)
Fortælleren bliver afsløret som en outsider, der ikke hører til
Fortællerens splittelse kommer frem i lyset, da den trettende cyklist kommer hen til fortælleren og siger, at han ikke er som de andre. Han bliver opfattet som en, der udspionerer de andre. Den trettende cyklist kan ikke beskrive præcist, hvad der er galt, men siger, at der er en ”forskel”.
Den trettende cyklist bekræfter fortælleren selvopfattelse som en outsider, der ikke hører til i gruppen. Fortælleren oplever igen, at han er et ”fremmedlegeme”. Det får til sidst fortælleren til at gå til bekendelse og udpege sig selv som spion over for gruppen. Det gør det umuligt for fortælleren at vende tilbage til fællesskabet, for da han fortæller, at han er en slags spion, bryder han med gruppens spilleregler.
Fortælleren gennemgår en proces, hvor han søger at udvikle sig til en, der engagerer sig i andre og, med novellens ord, lader sig gribe. Men ved slutningen er vi tilbage ved udgangspunktet, lige så fremmedgjort som før. Han gentager sit sædvanlige mønster, og alting viser sig at være, som det plejer. Som karakter forandrer han sig altså ikke.