Giovanni Pico della Mirandola: “Om menneskets værdighed” (1486)

Overblik

“Om menneskets værdighed” er en tale af den unge italienske filosof Giovanni Pico della Mirandola. Den er måske den mest berømte af de humanistiske tekster fra renæssancen, fordi den tydeligt viser datidens menneskesyn.

Baggrund

Talen skulle have været holdt som et forsvar for Picos værk fra 1486 med 900 filosofiske teser om mennesket. Teserne kombinerede filosofi med forskellige religioner og magi, og værket blev derfor opfattet som en trussel af den katolske kirke, der ønskede at stille Pico for en inkvisitionsdomstol. 

Derfor blev talen aldrig holdt, og Pico flygtede i 1488 til Frankrig, hvor han dog blev kortvarigt fængslet på opfordring fra paven. Han døde som en fri mand, men blev kun 31 år gammel. 

Hvad kan kilden bruges til i Historie?

“Om menneskets værdighed” er en skriftlig kilde, der rent tidsmæssigt er samtidig med renæssancen. Dens indhold er desuden meget typisk for renæssancens tankegang. Den kan i Historie bruges som en beretning, der fortæller os noget om, hvordan man så på mennesket og dets rolle i verden i renæssancen. 

Her dykker vi ned i nogle af de mest centrale passager og pointer i kilden.

Kilden fremstiller mennesket som værdigt og værdifuldt 

Picos tale udtrykker et menneskesyn, der på flere måder afviger fra det, man havde fra middelalderen. Dér blev mennesket betragtet som en synder i det jordiske liv, som først kunne opnå frelse og ophøjethed efter døden. Men i Picos tekst fornemmes et andet menneskesyn allerede ud fra talens titel: “Om menneskets værdighed”. Ordlyden peger nemlig på, at mennesket allerede er i besiddelse af værdighed, alene fordi de...