Analyse

Jegfortælleren sammenligner sig selv med en forfatter

I novellens sidste sætninger har fortælleren forladt bussen. Han retter på sit slips og tænker den følgende sætning, der siger en del om, hvordan han opfatter sig selv og sin egen rolle under begivenhederne i bussen:

Måske skulle man skrive en roman engang.

Jeget opfatter altså sig selv som en slags forfatter. Han har godt nok ikke skrevet nogen bog endnu. Men han har opdigtet det meste af det, vi fik at vide om de to kvinder i bussen. Han har betragtet dem udefra, uden at de har bemærket det. På baggrund af sine skjulte observationer har han givet de to anonyme kvindeskikkelser en baghistorie og et indre liv. Fortælleren er nysgerrig type, som grådigt betragter andre mennesker og bruger dem som modeller for sine egne forestillinger. Han projicerer sine egne tanker ud på andre personer og bruger dem til at give udtryk for sine egne følelser – eller som her, sine fordomme og modbydeligheder. 

Vi kan læse fortællerens forfatterdrømme som en erkendelse af hans store fantasi. Han har på baggrund af nogle få observationer på en bustur skabt to spændende karakterer. Han har formået at fremstille det lille drama i bussen som et konkret eksempel på en større samfundstendens, hvor folk først og fremmest drager omsorg for sig selv. Men jegfortælleren fremstår generelt meget usympatisk, og ved at forbinde hans adfærd til forfattergerningen udtrykker novellen en lidt humoristisk (selv)kritik af den måde, hvorpå forfattere bruger andre mennesker som et råstof, de kan bearbejde og manipulere med i deres fortællinger.