Reality-programmer | Essay

Uddrag

Paradise Hotel, Singleliv, De unge mødre osv., er vidt forskellige reality-programmer, som dog har den ting tilfælles, at de er en hurtig vej til berømmelse for de medvirkende, og god underholdning for os som ser programmerne.

Men selvom vi dagligt kan få os et grin over de mange tåbelige kommentarer, som Amalie fra Paradise fyrer af, og Sidney Lee der uddeler en ”son of a bitch” til alle og enhver, så har denne fremstilling af disse personer og deres liv fra TV-medierne dog en negativ konsekvens for deltagerne, og ikke mindst for alle os unge mennesker, som dagligt morer os over deres dumheder, horen og hæmningsløse druk på TV. Der bliver givet en illusion om en verden der ikke eksisterer, og som unge mennesker febrilsk prøver at efterligne, for at passe ind i mængden, men er dette ikke negativ socialisering? Og hvad får deltagerne i disse programmer ud af at sælge deres sjæl til offentligheden?

Da det amerikanske reality-program Paradise Hotel for første gang gik over de amerikanske tv-skærme i 2003, var der med det samme skabt en verdensomspændende succes blandt teenagere, da det havde alle de rigtige præmisser.

Da Paradise Hotel blev vist i Danmark for første gang, var reality-shows langt fra et nyt fænomen i Danmark, da programmer som Big Brother og Robinson Ekspeditionen havde haft kæmpe succes år inden, og derfor var danskerne allerede vilde med tanken om et program, hvor man kunne følge... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind