Analyse

På denne side giver vi dig et overblik over vores analyse af Johannes V. Jensens digt ”På Memphis station” (oprindelig stavet ”Paa Memphis Station”). Vi gennemgår alle de elementer, som er vigtige at have fokus på i en digtanalyse. Når du selv skal til at analysere digtet, er det vigtigt, at du skaber en tydelig sammenhæng mellem de elementer, du fokuserer på. Derfor er det ikke nok at komme omkring så mange elementer som muligt i din analyse. Du skal frem for alt have et klart fokus og en tydelig vinkel på teksten.

Vi indleder analysen med at kigge på, hvilke genretræk ”Paa Memphis Station” har. Teksten er et episk-lyrisk digt med flere modernistiske træk, som vi forklarer nærmere.

I forhold til den ydre komposition er formen ubunden. Det kan vi se ved, at hverken strofer eller vers er lige lange. Vi ser også på digtets brug af hele tre forskellige pronominer eller stedord, nemlig ”jeg”, ”du” og ”vi”. Brugen af de tre stedord er med til at dele digtet op i tre overordnede dele, som også afspejler indholdet.

I forhold til rim og rytme undersøger vi, hvilken virkning det har, at ”Paa Memphis Station” gør brug af bogstavrim, men ikke stavelsesrim. Vi finder bl.a. ud af, at det giver digtet et mere moderne udtryk. Vi ser også på, hvilken virkning det har, at digtets rytme er ubunden og fri.

Der er meget billedsprog i digtet. Faktisk gøres der både brug af metaforer, sammenligninger, besjælinger og personifikationer. Vi kigger på, hvilken virkning de forskellige typer af billedsprog har i digtet. Vi ser også nærmere på regnen som et symbol på jegets sindstilstand.

Efter afsnittet om billedsprog kommer et afsnit om andre sproglige virkemidler. Her kigger vi først på de gentagelser, der er i digtet. Herefter forklarer vi, hvordan digtets sprog er en blanding af høj og lav stil. Den høje stil er dominerende, men en gang imellem brydes den af elementer af lav stil. Endelig analyserer vi effekten af de mange sammensatte ord, bl.a. ”sphinxforladte” og ”plakathujende”.

Fortælleteknisk er ”Paa Memphis Station” noget ganske særligt. Digtet er fortalt af et lyrisk jeg, der tiltaler sig selv ”du”. Vi ser nærmere på den konstruktion og undersøger, hvilken virkning den har. Synsvinklen og perspektivet i digtet bruges til at fremstille et af digtets vigtige temaer, nemlig spørgsmålet om hvordan det lyriske jeg skal leve sit liv. Der er indre synsvinkel, og perspektivet er både subjektivt og eksistentielt.

Til sidst ser vi på digtets personer og miljøbeskrivelse. Der optræder kun én person: det lyriske jeg. Igennem jegets beskrivelse af togstationen og Memphis kan vi forstå, at jeget ikke ønsker et almindeligt og småborgerligt liv. I stedet er der en længsel mod noget større i jeget. Derfor bliver Memphis og togstationen beskrevet kritisk, mens selve toget bliver beskrevet positivt, fordi det for jeget repræsenterer friheden og hans videre rejse ud i verden.

På næste side finder du en række arbejdsspørgsmål til digtet. Vi anbefaler, at du læser arbejdsspørgsmålene først og forsøger at besvare dem, inden du læser vores analyse. Vi svarer grundigt på alle spørgsmålene, men det er vigtigt at huske, at vores svar ikke er udtømmende. Der kan være mange andre nuancer, end dem vi fremhæver. Derfor er det ikke nødvendigvis forkert, hvis du selv er kommet frem til et andet svar end vores. Det vigtigste er at du kan begrunde dine svar i teksten, og at de giver mening i forhold til digtets helhed.

Du kan bruge analysen til almindelig forberedelse, til eksamensforberedelse eller hvis du skal skrive en opgave eller artikel om ”Paa Memphis Station”.

Se også vores vejledning til digtanalyse:

Digtanalyse

Denne analysemodel er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere et digt. Den kan bruges som inspiration til analyse og fortolkning af alle typer af digte, og den er god at benytte både til lektier, opgaveskrivning og eksamen.