Her finder du hjælp og inspiration til at arbejde med myten om Pygmalion, som står i Ovids metamorfoser, 10. sang. Pygmalion laver en smuk dukkepige ud af elfenben, som han forelsker sig i, og det ender med, at dukken bliver levende.
Pygmalion forelsker sig i forestillingen om den perfekte kvinde
Vi hører, at Pygmalion forelsker sig i dukken, han har skabt, og han begynder at behandle den, som om den var en rigtig levende kvinde:
Det var et storartet værk. Og han selv forelsked sig i det. (v. 249)
[...]
[...] Pygmalion stirrer betaget
og bliver hed i sit blod ved at se på pigeskulpturen.
Ofte føler han efter om ikke hans værk er en rigtig
pigekrop, ikke blot ben, og vil ikke tro på det sidste,
giver den kys og føler sig kysset; han taler og griber
rundt om figuren og tror han kan mærke at huden gir efter (v. 252-257)
Vi kan tolke myten sådan, at Pygmalion forelsker sig i idéen om den perfekte kvinde. Dukken er ikke i en virkelig kvinde, men et fysisk udtryk for hans egne idealer for, hvordan den perfekte kvinde skal se ud. Og det er reelt dette ideal, han forelsker sig i.
Pygmalions forestillinger og ønskedrømme om, at dukken er “en rigtig / pigekrop”, som han kan kysse, føle og tale med, skaber en stærk illusion. Og han lever sig dybt ind i denne illusion ved at forære elfenbenspigen gaver (v. 259-263), give den tøj og smykker på (v. 263-265) og lægge hende i sin seng og kalde hende “sin elskede viv” (v. 268). Pygmalion går altså så langt, at ...