Den græske tragedie er den type drama, som man arbejder mest med i faget Oldtidskundskab. Tragedien er særligt kendetegnet ved at have en skæbnesvanger handling, som ender ulykkeligt (tragisk) for hovedpersonerne. Dette står i modsætning til dramatypen komedie, der har en munter handling og ender lykkeligt.
Typiske virkemidler
Der findes nogle litterære virkemidler, som er typiske for tragedier, særligt tragisk ironi, stichomyti og agon.
Tragisk ironi vil sige, at en person siger noget, som betyder mere, end personen selv ved. Som regel er betydningen noget tragisk om personen. Det gælder fx, når en ophidset konge anklager en undersåt for at være overmodig, men hvor det i virkeligheden er det kongen selv, der handler overmodigt uden at være klar over det.
Stichomyti er, når replikkerne i en dialog bliver kortere og kortere, i takt med at indholdet bliver mere dramatisk. I klimakset fylder replikkerne kun én eller en halv verselinje. Virkemidlet skaber drama og intensitet i nogle af tragediens højdepunkter
Agon er et heftigt skænderi mellem to personer, der sætter en konflikt på spidsen. Skænderiet ender ofte ud i stichomyti (se over). Virkemidlet er med til at sætte konflikten mellem de to personer på spidsen.
Kontraster i personernes sprogbrug og holdninger er et typisk virkemiddel, fordi tragedierne som regel bygger på et modsætningsforhold mellem hovedpersonerne.
Desuden benyttes der ofte billedsprog som metaforer og sammenligninger til at skabe indholdsrige beskrivelser og refleksioner i en tragedie. Brug af spørgsmål er også et typisk virkemiddel, som ofte bruges til at skabe refleksion og eftertanke hos modtagerne.
Formål og funktion
Tragediens formål og funktion er ofte formuleret som ‘erkendelse gennem lidelse’. Gennem den lidelse, som hovedpersonen oplever i handlingsforløbet, når han til erkendelse af sine fejl. Det skaber samtidig en form for erkendelse hos publikum, som ...
