Verbernes tider

Verbernes tider placerer handlinger i tid

På både dansk og spansk kan verber bøjes i forskellige tider. Når vi bøjer verber i tid, placerer vi handlinger, begivenheder og stadier i tid.

For eksempel viser futurum på spansk at noget kommer til at ske i fremtiden:

Bare ved at bruge en endelse særlig for futurum (-é 1. pers. sing. her), kan verbet vise os at handlingen er en der vil foregå i fremtiden – dvs. på et tidspunkt efter sætningen er blevet sagt eller skrevet. 

Generelt set har spanske verber flere tider end danske verber har. Du kan se en oversigt over de forskellige tider på spansk på siden 'Skemaer over verbernes tider', og derudover bruge indholdsfortegnelsen til venstre til at læse om de tider, du skal bruge hjælp til. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at verbernes tider på spansk kan bruges på mange forskellige måder, som nogle gange er forskellige fra de måder, tiderne bruges på på dansk. På de følgende sider vil vi hjælpe dig med at forstå hvordan du bruger verbernes tider på spansk og hvordan de kan sammenlignes med de danske tider. 

Verbernes tider kan enten være simple eller sammensatte

Alle verbernes tider kræver, at mindst ét verbum er bøjet på en bestemt måde. I nogle tider skal du bare tilføje en endelse til stammen eller infinitiven af verbet, og disse tider kalder vi for simple tider. På spansk findes der følgende simple tider:

• Præsens
• Præteritum
• Imperfektum
• Futurum
• Konditionalis

Andre tider kræver bøjede former af hjælpeverber, som bruges sammen med en form af hovedverbet. Disse kalder vi for sammensatte tider. På spansk findes der følgende sammensatte tider:

• Førtiderne (perfektum, pluskvamperfektum og førfremtid)
• Udvidede tider (udvidet præsens, udvidet datid og udvidet futurum)
• Nær fremtid (formet med ir + a + infinitiv)