Mogens Pahuus - en fænomenologisk etik

Uddrag

Indledning og emnebegrundelse.
I teoretisk filosofi har jeg lavet en opgave om Husserls fænomenologi og da der er sammenhæng imellem Husserl og Pahuus, vil jeg også gerne arbejde videre med, hvilken betydning Husserls tanker har ført med sig 75-100 år senere og endda på dansk grund. Den nævnte sammenhæng imellem Husserl og Pahuus, er dog nok mest indirekte, via Heidegger, Løgstrup og den øvrige fænomenologiske bevægelse, hvortil ganske mange filosoffer fra forrige århundrede og frem, har en større eller mindre tilknytning, herunder også Pahuus selv.
Pahuus låner fra mange andre end Husserl, men Husserl er den der starter den nyere fænomenologiske bevægelse og især Husserls intentionalitetsbegreb, har været væsentlig for den fænomenologiske filosofi. Pahuus skriver ligefrem at intentionalitetsbegrebet, ganske vist ikke nødvendigvis specifikt Husserls begreb om intentionalitet, (Filosofisk Antropologi, s. 113), gør det muligt at forstå mennesket som en enhed af det kropslige og det bevidsthedsmæssige, og mener hermed at dualismen er overvundet1, (Marxisme og Humanisme, s. 10). Personteorien kalder Pahuus sit menneskesyn der er ikke-materialistisk, ikke-idealistisk, men monistisk. Pahuus forstår mennesket som en enhed, eller helhed – der i udgangspunktet er indfældet i, er en del af og er beslægtet med den omgivende natur, som verden er. Dette metafysiske standspunkt må jeg af pladshensyn opgive at redegøre fyldestgørende for.
Intentionalitetsbegrebet lader til at være central i al fænomenologi. Fænomenlogien lader til at være afdækninger af hvordan verden og de andre, som en person er forviklet ind i fra starten, fremtræder, eller viser sig, også varierende efter på hvilken måde og med hvilke begreber mennesket er vendt mod verden og de andre. Disse afdækninger eller tydninger af tilværelsen udlægges dog, mildest talt, forskelligt.
Fænomenologien omtales desuden som en iblandt andre mulige fundamenter for den nyere tids filosofis forsøg på at etablere en etik på sekulære præmisser. I tiden efter Nietzsche og hans tid hvor den objektiverende verden for alvor viser sig i form af nihilisme, darwinisme og hvor Gud forsvinder, (Etikken & Universet, s.9-33).
Derfor har jeg besluttet at opgaven skal omhandle etik. Pahuus livsfilosofi, som vel nok er det han gør det allermest i, er i høj grad sammenvævet med etiske spørgsmål, og Pahuus er hermed en af de fænomenologisk indstillede filosoffer der formulerer en etik på sekulære præmisser2... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind