Kvindens stilling i ægteskab og samfund i 1800-tallet

Uddrag

Præsentation
Det moderne gennembrud (naturalismen), 1870-1890, er under grundlæggeren Georg Brandes. Han erklærede, ved en forelæsning i 1871, at litteraturen ikke længere skulle handle om drømme og idealer men om kendsgerninger og virkelighed. En samtidig litteratur skulle være realistisk efter naturvidenskabelige principper, og den skulle samtidig sætte problemer under debat. Dermed fik litteraturen fokus på datidens centrale problemer som for eksempel undertrykkelse af det enkelte individ. Et af de hovedpunkter Brandes ønskede behandlet, var kvindens stilling i ægteskab og samfund. For at indfange denne problemstilling måtte forfattere være objektive iagttagere ude i den virkelige verden. Forfatterne måtte have tilgang til problemerne gennem en positivistisk metode, hvor der blev opstillet hypoteser, gennemført en række forsøg og til sidst konkluderet. Naturalismen siges at være et opgør med romantikkens idealisering. Samfundet blev radikalt og rationelt nytænkende og det enkelte, undertrykte individ blev frigjort. Litteraturen blev i denne periode kollektivbevidst, og handlede ikke længere om jeget men om en gruppes undertrykkelse og kamp om frihed. Henrik Ibsen og Edvard Brandes er blandt de forfattere, der gennem deres litteratur, hævder kvinders ret til at udfolde sig i en førægteskabelig fase, parallelt med det modsatte køn. Henrik Ibsen skrev i 1879 dramaet ”Et dukkehjem.” Stykket var meget debatvækkende, da det kom på den tid, hvor kvindefrigørelsen stadig var på et tidligt stadie. Ibsens kvindelige hovedperson, Nora, bliver en afspejling af datidens kvinde samt hendes emancipation, idet hun gør oprør mod sin mand. På samme måde afspejles hovedpersonen i Edvard Brandes drama fra 1882, Florizel, i og med hun får sin mand, Neergaard, til at bukke under og lade hende blive i deres ægteskab på trods af hendes dristige handlinger i fortiden... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind