I dette kompendium hjælper vi dig med at forstå de vigtigste korstog. Når man taler om korstogene, mener man som regel korstogene til det hellige land. Korstogene og den kristne tilstedeværelse i det hellige land fandt sted i løbet af en periode på cirka 200 år fra 1095 til 1302 i middelalderen. Korstogene i sig selv var så populære, at korsfarerne fortsatte med at drage på mindre korstog andre steder i blandt andet Nordafrika og Europa, fx Spanien, frem til udgangen af 1400-tallet.
Her kan du se et uddrag fra siden Hvad er korstogene:
Et korstog var en kombination af en pilgrimsfærd og et krigstogt. Korsfarerne var altså både pilgrimme og soldater på samme tid. Formålet med de første korstog var at befri det hellige land for muslimerne og holde de kristne områder, som tidligere var blevet erobret.
Korsfarerne selv svor en ed på, at de ville tage på korstog. Det kaldte man at tage korset. Alle korsfarere, som enten døde i løbet af korstoget eller nåede frem til korstogets mål, blev belønnet med syndsforladelse eller aflad af kirken. Det ville sige, at korsfarerne kunne komme direkte ind i Guds rige efter deres død og ikke skulle bruge tid i skærsilden først.
Korstogstanken blev i 1147 udvidet til også at gælde for omvendingstogter, hvor man tvangskristnede de vantro, og deciderede erobringstogter, hvor man tog land fra dem, der ikke fulgte den romersk-katolske kirke. Den udvidede korstogstanke omfattede blandt andet de danske korstog i Østersøområdet og den kristne generobring af det muslimske Spanien, som kaldes reconquistaen.
Perioden med korstogene og den kristne tilstedeværelse i det hellige land varede fra 1095 til 1302. Pave Urban d. 2. holdt den tale, der startede korstogsbevægelsen i 1095, og den sidste kristne fæstning i det hellige land blev indtaget af muslimerne i 1302.
