[5]

Integration i EU

Samarbejdet mellem nationalstaterne i EU har udviklet sig gennem tiden. Når samarbejdet i EU øges, så siger man, at der sker en øget integration. 

Samarbejdet startede som et smalt samarbejde om produktion og salg af kul og stål mellem seks stater. Håbet var, at et samarbejde om råstoffer kunne skabe fred i Europa, der var hærget efter Anden Verdenskrig. 

Siden er samarbejdet blevet gradvist større. Det økonomiske samarbejde består nu blandt andet af en toldunion, et indre marked og ØMU’en. Samarbejdet er også blevet politisk. Medlemslandene samarbejder om energi, klima, ligestilling, transport mfl. Eksempelvis har EU lavet et klimamål om at reducere CO2-udledningen med mindst 55 % i 2030 i forhold til 1990.

I takt med at flere politikområder er blevet en del af samarbejdet har flere europæiske stater valgt at blive medlem af EU. I dag er der 27 medlemslande i EU. Man kalder det integration i bredden, når flere politikområder og stater bliver inddraget i samarbejdet. 

EU’s institutioner har også fået flere beføjelser gennem tiden i takt med at nationalstaterne har afgivet suverænitet. Eksempelvis har Europa-Parlamentets magt ændret sig markant. Tidligere var Europa-Parlamentet en institution, der blot havde ret til at udtrykke sin mening, men nationalstaterne i Ministerrådet var ikke forpligtet til at følge Parlamentets anvisninger. I dag er Europa-Parlamentet og Ministerrådet ligestillet i lovgivningsprocessen på de fleste politikområder. Det kaldes integration i dybden, at EU har fået mere magt på grund af nationalstaternes suverænitetsafgivelse. 

Der findes forskellige integrationsteorier om, hvordan og hvorfor samarbejdet i EU har udviklet sig. Du kan læse om teorierne i vores kompendium om integrationsteorier.