Verdensbilleder

Middelalderens verdensbillede

Den opfattelse af verden, som vi møder blandt folkene på Bjerget i Erasmus Montanus, er middelalderens verdensbillede, tilsat en god portion religion og overtro. Middelalderens verdensbillede kaldes også for det aristoteliske eller ptolemæiske verdensbillede. I komedien får vi Jesper Ridefogeds noget mangelfulde udlægning af verdensbilledet som sandheden.

I middelalderen var Jorden i centrum for universet. Den var dets ubevægelige midte omgivet af en række af koncentriske kugleskaller, hvorpå solen, månen, planeterne og stjernerne bevægede sig. Dette kaldes også for et geocentrisk verdensbillede, fordi Jorden på græsk hedder Geus.

Verdensbilledet stammede fra den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). Hans skrifter var blevet populære i middelalderen, hvor mange af tidens filosoffer, hovedsageligt munke, brugte dem sammen med Biblen som udgangspunkt for at tænke over indretningen af verden og forholdet mellem mennesker og Gud.

Astronomen Ptolemaios (ca. 100-170) udbyggede det aristoteliske verdensbillede med en matematisk beskrivelse baseret på cirkelbevægelser. Derfor kalder vi også middelalderens verdensbillede for det ptolemæiske verdensbillede, men grundlæggende er der ikke nogen større forskel på det aristoteliske og det ptolemæiske verdensbillede.

Kirken og verdensbilledet

I Bjerget er der en klar kobling mellem verdensbillede og religion. Det spejler en middelalderlig forestilling om, at troen og videnskaben skulle passe sammen. Videnskaben måtte i hvert fald ikke modsige troen.

Læser vi Bibelens fremstilling af verden helt bogstaveligt, er det let at se, at den passer godt sammen med det aristo...