Barndom (uddrag) af Tove Ditlevsen | Analyse

Uddrag

Analyse og fortolkning
Det, du specifikt bliver bedt om i forhold til Tove Ditlevsens tekst er at undersøge, hvilket billede, hun giver af sig selv i den. Dette er derfor også det, opgavehjælpen i høj grad har fokus på. Da hovedfokus for opgaven er selvfremstilling, har vi i afslutningen af hvert punkt knyttet analysen til dette tema og markeret dette med en grøn overskrift. Dette vil gøre det lettere for dig at se tekstuddraget i relation til det overordnede emne.

Synsvinkel- og fortællerposition
Synsvinklen og fortællerpositionen er meget afgørende i et selvskildrende værk. Troværdigheden af det, der står, afhænger i høj grad af, hvem der påstår det.

Førstepersons jegfortæller
Tove Ditlevsen som jegfortælleren
Tekstuddraget er fortalt fra en jegfortæller, og da det er taget fra et værk, der hedder Erindringer: Barndom må læseren formode, at det er Tove Ditlevsen selv, der er dette ”jeg” i teksten. Synsvinklen er også jeg-fortællerens/Tove Ditlevsens egen i hele uddraget.

Effekten af den personlige fortæller
At der er gjort brug af en jegfortæller, der repræsenterer forfatterens eget jeg, gør, at fortællersituationen bliver meget intim. Læseren går til teksten med en forestilling om, at forfatteren udleverer noget om sig selv, og dette kan gøre det mere interessant og følelsesmæssigt nærgående at læse teksten, end hvis det var en fiktiv fortælling.

Barnets synsvinkel

Den voksne fortæller
Beretningen om Tove Ditlevsens barndom er skrevet af den voksne Tove Ditlevsen med de erfaringer, hun har gjort sig efter barndomsstadiet. Barnet Tove Ditlevsen gjorde sig formodentlig ikke lige så mange tanker og refleksioner over sin egen situation, da hun var barn, som hun nu er i stand til som voksen. Selvom hun skildrer sin egen historie, må læseren have i baghovedet, at historien er fortalt med en tidsmæssig distance, der gør, at Tove Ditlevsen i den skrivende stund ved mere, end hun gjorde, da hun var barn.

Den, der fortæller historien
Uddraget slutter med en sætning om, at der efter moderens død ikke længere er nogen til at fortælle hendes historie, som den var:
”nu da min mor er død, og der ingen længere findes til at fortælle hendes historie, som den virkelig var” (p. 5, ll. 71-72).
Dette udsagn peger på, at den historie, jegfortælleren fortæller om sin mor, ikke er den virkelige historie om hende. Tove Ditlevsen kan kun be-rette om moren, sådan som hun husker, hendes barndomsoplevelse med moren var. Dette er formodentlig langt fra den samme historie, hendes mor ville have fortalt, hvis hun havde været i livet til at dokumentere be-givenhederne. Derfor er der ikke længere nogen tilbage til at fortælle historien, som den virkelig var.

Synsvinklen og fortællerpositionen i forhold til den litterære selv-fremstilling
Brugen af jegfortæller og erindringsformen gør den personlige fortælling meget nærværende og troværdig. Tove Ditlevsen beretter om sin egen barndom, og læseren tror på denne beretning, selvom der er en tidsmæs-sig distance mellem fortælleren, der fortæller den og barnet, der oplever den. Den måde, stykket afsluttes på, vidner om en bevidsthed fra Tove Ditlevsens side om, at teksten ville have set anderledes ud, hvis det var moren, der havde fortalt den. Historien afhænger af den, der ser og det alderstrin, man er på, når man oplever det... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind