SSO om fridykning og dykkerrefleks i Biologi A

Uddrag

Fridykning

I nedenstående tekst beskrives, hvordan mennesket trækker vejret. Herunder forklares hjernes, mellemgulvets samt ribbensmuskulaturens funktioner ved vejrtrækning. Der indgår en egen undersøgelse af vitalkapaciteten og ventilationskapaciteten (forceret ekspriration i det første sekund, FEV1) i tre forskellige situationer: På land, i vand med hoved over vandet, samt i vand med hoved under vand. Der vil være en gennemgang af dykkerrefleksen, samt hvorledes vandtrykket har indflydelse på lungekapaciteten under vandet. Der vil også være en gennemgang, af de farer som fridykkere udsætter sig for under dykning. Der vil kun gennemgås de farer, som fridykkere udsætter sig for, og ikke de farer der er ved apparatdykning. Nogle af de faremomenter der er ved fridykning forefindes dog også ved apparatdykning.

Åndedrættet reguleres af det åndedrætsregulerende center, der er placeret i den forlængede marv (medulla oblongata). Den forlængede marv er placeret øverst oppe i rygmarven lige under storhjernen og ved siden af lillehjernen (figur 1). Det er endnu ikke lykkedes at kortlægge alle detaljer, for hvad det er, der styrer den rytmiske aktivitet i de nerver, der går til åndedrætsmusklerne . Åndedrætscenteret indeholder fem vigtige centre. De fire af centrene er placeret op i to ”par”. Centrene i hvert par ligger tæt op ad hinanden. Det par der ligger nederst indeholder indåndingscenteret samt udåndingscenteret. Det par der ligger lidt højere oppe men stadig i den forlængede marv, indeholder det apnøtiske center samt det pnømotaxiske center. Ind- og udåndingscenteret er placeret i hjernemarven, mens det apnøtiske center og det pnømotaxiske center er placeret i pons (broen) . Det sidste center ligger tæt ved parret, der indeholder ind- og udåndingscenteret. Det er dette overordnende åndedrætscenter, der styrer vejrtrækningen ved at sende impulser til enten ind- eller udåndingscenteret.
Normal vejrtrækning forgår på følgende måde: Det overordnede åndedrætscenter sender impulser til indåndingscenteret. Indåndingscenteret sender nerveimpulser til indåndingsmusklerne, via nervus phrenicus til m.diaphragma (mellemgulvet), og via n. intercostales til ribbensmuskulaturen (intercostalemuskulaturen). Indåndingscenteret er aktivt i cirka 2 sekunder, og mens det er aktivt, sender det også signaler tilbage det overordnede åndedrætscenter. Det overordnede åndedrætscenter sender impulser videre til udåndingscenteret, der straks sender hæmmende impulser indåndingscenteret. Indåndingscenterets impulser til åndedrætsmusklerne bortfalder herved, og det udmønter sig i, at åndedrætsmusklerne afslappes, hvilket medfører udånding . Det overordnede åndedrætscenter styres af CO2-indholdet i blodet. Er der for meget eller for lidt CO2 i blodet, vil det overordnede åndedrætscenteret blive informeret om dette via kemoreceptorerne, som findes på overfladen af den forlængede marv (de centrale) samt på væggene i halspulsåren og aorta (de perifere) . For meget CO2 i blodet medfører, at blodet pH falder, og blodet gøres mere surt. Kemoreceptorerne opfatter dette, og sender impulser til overordnede åndedrætscenter, der aktiverer indåndingscenteret i højere grad end normalt. Herved sættes åndingsfrekvensen op, og CO2 bliver udvasket . Impulserne fra kemoreceptorerne på aorta til det overordnede åndedrætscenter bliver ført via Nervus Vagus, og impulserne fra kemoreceptorerne på halspulsåren bliver ført via n. glossopharyngeus . Se figur 1. N. Vagus er en stor nerve udspringer i sulcus lateralis posterior, og løber ned gennem forarmen jugularis anterior . Forløbet er det samme, hvis der er et aftagende O2 indhold i blodet . Er der herimod for lidt CO2 i blodet, eller hvis blodet er alkalisk, vil kemoreceptorerne sende impulser til overordnede åndedrætscenter, der herefter... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind