Drama

Dramaet stammer oprindeligt fra antikkens Grækenland. Se også vores side om drama i oldtidskundskab. Dramaet består af en tekst, der skal opføres af skuespillere. Det bliver iscenesat af en instruktør, mens en scenegraf søger for kulisser og kostumer.

I dramateksten findes replikker, som skuespillerne skal give i skikkelse i en rolle. Dramateksten rummer også regibemærkninger, som fortæller, hvordan scenen skal se ud, og hvordan personerne skal agere på scenen. I de fleste dramaer bæres handlingen af skuespillerne og deres replikker, men nogle dramaer kan også have en fortæller.

Dramaets opdeling

De klassiske dramaer er opdelt i fem akter, som kan være underinddelt i scener. I den første akt, som kaldes for eksposition, slås dramaets grundlæggende konflikter og modsætninger an. Her vil vi også møde nogle af hovedpersonerne. I den anden akt, som kaldes knuden, får vi mere at vide om hovedpersonerne, og dramaets konflikt bliver synlig.

I den tredje akt, som kaldes for krisen, optrappes konflikten. Den fjerde akt kaldes for peripeti, som betyder omslag. Akten rummer et afgørende vendepunkt i konflikten. Til sidst kommer femte akt, afslutningen, hvor konflikten enten ender katastrofalt eller løses med en lykkelig udgang.

Tragedien

Den ene klassiske dramagenre er tragedien, som er et drama med en sørgelig og uløselig udgang på konflikterne, som ofte ender med døden for nogle af personerne. Den græske filosof Aristoteles (384-322 fvt.) mente, at tragedien kunne give tilskuerne en renselse af sjælen (katharsis), fordi tragedien lader tilskuerne opleve de store følelser og katastrofer uden selv at være i fare for at gå under.

Komedien

Komedien er den anden klassiske dramagenre. Komedien har til formål underholde publikum på en humoristisk måde. Nogle komedier kan dog have en tragisk handling under alt det sjove.

Komedien kan have form af en situationskomedie, hvor humoren opstår i begivenheder og situationer, hvor tingene ikke går som forventet. Den kan også være en karakterkomedie, hvor humoren opstår, fordi en af dramaets personer har et morsomt eller mærkværdigt træk, som tilskuerne kan grine af. Karakterkomedien kendes fx fra komedier af Ludvig Holberg (1684-1754). 

I Holbergs karakterkomedier møder vi en naragtig person - en fantast, som er besat af en dum eller irrationel idé. Oftest er der tale om unge mænd, som står for at blive forlovet.

To eksempler er Erasmus Monatus, som fører sig frem som smart akademiker i sin barndoms bondesamfund, eller Jean de France, som tror, at han er finere og bedre end andre, fordi han har været i Frankrig og kommet hjem med franske gloser og modetøj.

For at få pillet fantasten ned vil de snedige tjenestefolk (som ofte hedder Henrik og Pernille hos Holberg) iværksætte en intrige, hvor hovedpersonen tvinges ud i absurde eller komiske situationer. Til sidst vil de fleste hovedpersoner indse deres fejl og kunne få deres elskede.  

Det naturalistiske drama

Det  naturalistiske drama hører til  det moderne gennembrud. To af de vigtige, nordiske dramatikere inden for naturalistisk drama er August Strindberg (1849-1912) og Henrik Ibsen (1828-1906).

I det naturalistiske drama kommer man ind i en realistisk og hverdagsnær situation. Scenen er oftest indrettet som en almindelig dagligstue. Man kan sige, at rummets fjerde væg er fjernet, så publikum kan se med.

Personerne i det naturalistiske teater e...