De puniske krige
Krigene mellem Rom og Karthago
Roms status som dominerende magt i Middelhavsområdet blev især etableret gennem sejre i tre krige mod Karthago i tiden 264-146 f.Kr. De kaldes de puniske krige, fordi romerne kaldte Karthagos befolkning for punere. Krigene var højdepunktet af romernes erobringer i republikkens tid.
Karthago var en by på den nordafrikanske kyst, dér hvor Tunesiens hovedstad, Tunis, ligger i dag. Det var en stormagt med territorier i Nordafrika, Sydspanien og på øerne Sicilien, Sardinien og Korsika. Punerne kontrollerede også handelen i det vestlige Middelhav med deres stærke flåde. Så for at etablere sig som Middelhavets herskere, måtte romerne overvinde Karthago.
Første puniske krig (264-241 f.Kr.)
Den første puniske krig var et opgør om magten over øen Sicilien. Efter at romerne havde erobret de sidste dele af det sydlige Italien i år 267 f.Kr, vendte de interessen mod Sicilien, hvor Karthago herskede over de centrale og vestlige dele.
Krigen begyndte med en intern konflikt på Sicilien mellem Karthago og de græske bystater på øen. Romerne brugte konflikten som en mulighed for at blande sig og sendte i 264 f.Kr. en hær af sted under påskud af at de ville hjælpe grækerne. Dermed var krigen mod Karthago i gang.
Det blev en langvarig konflikt, som både blev udkæmpet på land og til havs. Romerne havde i begyndelsen store problemer mod Karthagos stærke flåde, men blev stædigt ved med at angribe. Efter mere end 20 års uafbrudt krig lykkedes...