Dansk noter om Sprog

Uddrag

Sproglige normer
Dialekter
Det danske sprog lyder ikke ens overalt i landet. Især ældre mennesker taler forskelligt alt efter hvor de bor. Sådanne lokalsprog med hver deres udtale, grammatik og ordforråd kaldes dialekter.
Frem til ca. år 1000 havde man i Danmark stort set samme fælles standardsprog – også kaldet rigssprog – uden væsentlige lokale særtræk. Men i de følgende århundrede udviklede lokalsamfundene sig i vidt omfang uafhængigt af hinanden, og dermed fik hver landsdel sin egen dialekt, som markerede sprogbrugerens lokale tilhørsforhold.
Man skelner traditionelt mellem tre hoveddialekter:
1. Østdansk (bornholmsk og dialekterne i de gamle danske områder i Sydsverige)
2. Ødansk (sjællandsk, fynsk og sproget på de mindre sydlige øer)
3. Vestdansk (jysk, herunder østjysk, vestjysk og sønderjysk)
Ved afgrænsningen af dialekterne har først og fremmest udtalen, dernæst i nogen grad grammatikken og endelig i mindre omfang ordforrådet betydning.
Udtale:
Den tydeligste forskel på de tre hoveddialekter hører man på den tryksvage endevokal –e i to- eller flerstavelsesord.
1. Østdansk: Vokalen er bevaret i sin gamle form –a
2. Ødansk: Vokalen er svækket til –e (eller faldet bort)
3. Vestdansk: Vokalen er altid faldet bort
Et andet vigtigt sprogligt træk som adskiller dialekterne fra hinanden, er det karakteristiske danske ... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind