EU

Her kan du se et uddrag fra siden om ØMU

I den anden fase skulle de deltagende medlemslandene arbejde for at leve op til konvergenskravene.  Alle der ønsker at indføre euroen skal leve op til konvergenskravene. Der er fem konvergenskrav:

1. Prisstabilitet: Inflation må ikke være mere end 1,5 procentpoint over gennemsnittet af de tre lande med lavest inflation.
2. Lav rente: Renten må ikke ligge mere end 2 procentpoint over gennemsnittet af de tre lande med lavest inflation.
3. Underskud på de offentlige finanser: Underskuddet må ikke overstige 3 % af BNP.
4. Offentlig gæld: Gælden må ikke overstige 60 % af BNP.
5. Stabil valuta: Landet skal have deltaget i fastkurssamarbejdet (ERM2) i mindst 2 år. Landets valuta skal holde sig indenfor gitteret +/- 15 % af eurokursen. Landet må ikke devaluere eller revaluere i perioden.

Formålet med konvergenskravene er at sørge for, at de deltagende lande har nogenlunde ens konjunkturer. Hvis landene har forskellige konjunkturer vil den fælles pengepolitik ramme forskelligt. Hvis Spanien eksempelvis er inde i en lavkonjunktur, så har Spanien interesse i, at der føres en ekspansiv pengepolitik, der kan sætte gang i efterspørgslen. Hvis Tyskland samtidig er inde i en højkonjunktur, så vil den ekspansive pengepolitik føre til en overophedning af den tyske økonomi.

Det Europæiske Monetære Institut (EMI) oprettes for at samordne den monetære politik og styrke samarbejdet mellem medlemslandenes centralbanker. EMI’s formål var at forberede indførelse af den fælles valuta.

I forberedelse til tredje fase vedtog Det Europæiske Råd Stabilitets- og vækstpagten for at sikre medlemslandene i ØMU’en overholder deres budgetter i fremtiden. Man ønsker at undgå at landene opbygger en stor gæld efter indførelsen af euroen.