Daedalus og Icarus

Her finder du hjælp til myten om Daedalus og Icarus i Ovids metamorfoser, hvor den står i 8. sang. Det er den berømte fortælling om, hvordan Icarus flyver for højt og derfor styrter ned og drukner i havet.

Du får en side med resumé og ordforklaringer, der hjælper dig med at forstå teksten hos Ovid. Derefter har vi en side med hjælp til analyse og fortolkning, hvor vi går i dybden med myten og de temaer, den bringer frem.

Uddrag af analysehjælpen:

Vers 210-235: Icarus flyver for højt og styrter ned

Sidste del af myten handler om, hvordan Daedalus og Icarus flygter fra Kreta, og hvordan sønnen glemmer sin fars advarsler og flyver for tæt på solen.

Daedalus og Icarus ligner guder på himlen

Daedalus og Icarus kommer på vingerne, og flugten fra Kreta lykkes. Da de flyver ind over nogle græske øer, tror folk, at de er flyvende guder:

Mangen en fisker der sidder og meder med stangen der dirrer,
mangen en hyrde med hånden om staven og mangen en plovmand
ser dem forbavset deroppe og tænker at siden de flyver,
er det nok himmelske guder. [...] (v. 217-219)

Citatet tydeliggør, at Daedalus og Icarus overskrider de normale grænser for, hvad mennesker formår. Ved at flyve gør de noget, der får dem til at ligne “himmelske guder”. De har sat sig fri af de jordiske og menneskelige begrænsninger og har opnået noget, som ellers kun guderne kan.

Men i græsk-romersk tankegang er det altid risikabelt for mennesker at stræbe opad mod guderne. Ved at forlade det jordiske og optræde ligesom guder risikerer Daedalus og Icarus, at guderne bliver vrede og vil sætte dem på plads. Og netop dette sker kort efter, hvor solen (som er guden Helios), smelter Icarus’ vinger ...