Bekendelse af Johannes Jørgensen | Analyse

Uddrag

Med disse ord indleder Johannes Jørgensen sin lyriske digtsamling Bekendelse (1894), der både med sin titel, udgivelsesår og indledende digt illustrerer Johannes Jørgensens konvertering, og kamp med denne, til katolicisme . En omvending, der nemlig ikke forløb smertefrit, som striden mellem panteistisk naturdyrkelse, kønsdriften og kristendom i flere af digtene viser.

Alle digtene i samlingen er bygget op som regelmæssige strofer med konsekvente enderim. Syntaksen er gennemgående kompliceret og korrekt, og sproget billedligt og akademisk. Specielt sammen-ligninger og metaforer er brugt i høj grad, ofte centreret om naturscenarier. Jørgensen er dog sin karakteristiske symbolistiske stil tro gennem hele samlingen, og alle naturbilleder og metaforer inde-holder en bagvedliggende symbolik, der kommer til udtryk gennem digtets tema. Han bruger dermed sjældent det malende sprog blot for smukhedens skyld, men næsten altid for at få en dybere pointe igennem.

Et af de første digte i samlingen er ”Afrodite Pandemos” , der gennem sammenligninger, kontraster og religiøse hentydninger afdækker det djævelske forførende skjult bag en smuk kvindekrop. Det uædle afsløres allerede i titlen ved valget af ”Pandemos”, som er den smudsige kærlighed til det seksuelle frem for det åndelige.

Et eksempel på førstnævnte virkemiddel ses i ”Hun er skøn som en Valmu mellem nærende Korn.” ,... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind