Gengangere

Her får du hjælp til at analysere og fortolke dramaet Gengangere. Dramaet er skrevet af Henrik Ibsen og udkom i 1881.

Først får du et resumé af handlingen. Dernæst får du Studienets detaljerede analyse og fortolkning. Her ser vi på stykkets opbygning, personer, miljø, virkemidler, sprog og genre. Vi kigger også på motiver, tema og budskab. Til sidst får du et bud på en perspektivering.

Analysehjælpen har også arbejdsspørgsmål til teksten, som du kan bruge til at få hul på din analyse, før du læser selve analysehjælpen. Vi giver dig også baggrundsinformation om den tid, hvor skuespillet er skrevet, og hvordan det blev modtaget i samtiden.

Gengangere er skrevet af den norske forfatter og dramatiker Henrik Ibsen. Det udkom 13. december 1881 på Gyldendalske Boghandels Forlag. Stykket skabte en stor skandale i tidens aviser straks efter udgivelsen. Indholdet blev anklaget for at være amoralsk og forkaste grundlæggende menneskelige værdier.

De store nationale teatre nægtede at sætte stykket op af samme grund. Derfor blev stykket først opført i 1890 på Bergens Nationale Scene, mens Det Kongelige Teater i København først satte stykket op i 1903. Stykket blev i første omgang opført af mindre turnéteatre.

Tekstudgave af dramaet

Stykket findes i flere forskellige udgaver. Den udgave, som vi bruger i vores analyse, har vi fra den norske hjemmeside www.ibsen.uio.no, hvor du kan hente dramaet gratis. På hjemmesiden finder du også ordforklaringer til stykket. Sidetallene på vores citater stammer fra sideinddelingen i hundredeårsudgaven.

Uddrag

Her kan du læse et kort uddrag fra vores analysehjælp:

Kritik af samfundets normer og dobbeltmoral

Da Henrik Ibsen skrev Gengangere i 1881, var samfundet præget af mange traditionelle og religiøse værdier. Dramaets titel Gengangere optræder også i stykkets replikker, hvor ordet “gengangere” er Helene Alvings metafor for de traditionelle meninger og værdier. Hun kalder dem “gengangere”, fordi de er gået i arv fra tidligere slægter, og ikke er meninger og værdier, som man selv har formuleret. I metaforen ligger også, at det er meninger og værdier, som plager nutidens mennesker og gør deres liv dårligt. De præger ikke kun individet, men hele samfundet.

I dramaet er Pastor Manders en repræsentant for disse værdier og bliver dermed også i overført betydning et billede på datidens kirke. Manders ser sig selv som moralens vogter og er hele tiden kritisk og belærende over for adfærd, som går imod hans religiøse verdenssyn.

Ægteskabet og familien var grundpiller i samfundet, så i Manders’ øjne har fru Alving svigtet moralsk ved gå fra sin mand tidligt i ægteskabet og senere sætte sønnen i familiepleje. Derfor belærer han også fru Alving om, at det vigtigste for en kvinde som hende er at gøre sin pligt, uanset hvordan manden opfører sig: