Bliv klar til at skrive handelsbrev

Skriflig eksamen i Spansk A på HHX indeholder en delopgave 3, hvor du enten skal skrive et handelsbrev eller en e-mail på spansk. Her finder du hjælp til, hvordan et handelsbrev på spansk kunne se ud, hvis du skal skrive sådan et i delopgave 3 til eksamen.

Du kan se eksempler på handelsbreve ved at downloade Studienets eksempelbesvarelser med handelsbreve, som vi har samlet for dig her på siden. De eksamenssæt, der indtil videre har indeholdt handelsbreve, har vi lavet eksempelbesvarelser til. Hvis du i delopgave 3 derimod skal skrive en e-mail, har vi også samlet en side med hjælp til e-mails for dig. 

Læs vores vejledning

Når du på HHX skal til skriftlig eksamen i Spansk, lægges der i delopgave 3 vægt på, at du kan formidle og strukturere en god meddelelse på spansk. Hvis du vil have hjælp til, hvordan du bedst gør dette, kan du læse Studienets egen vejledning til virksomhedskommunikation. Her finder du hjælp til intern og ekstern kommunikation, der udgør indholdet i dit handelsbrev. Intern kommunikation er, når du lader som om, du er en del af en virksomhed, og skriver til en anden inden for den virksomhed. Ekstern kommunikation er derimod alt det, der ikke er intern kommunikation. Det vil sige, at du i en ekstern meddelelse skal lade som om, du er ansat i en virksomhed og skal skrive til en udenforstående. I vejledningen kan du også finde hjælp til, hvordan du helt præcist skal strukturere dit handelsbrev. Her er det blandt andet vigtigt, at du husker at angive dato, afsender og modtager korrekt.