Sprog

Morens sprogbrug viser, at hun ikke forstår alvoren bag datterens adfærd

Morens sprogbrug fortæller os, at hun ikke forstår, at der ligger noget alvorligt til grund for hovedpersonens adfærd. Det viser sig ved, at hun kalder hovedpersonen for “natteravn” og “hystade”, og at hun betegner hendes ageren som “drilleri”.

En natteravn betegner en person, der frivilligt vælger at være oppe om natten, fordi vedkommende godt kan lide det. Det er på ingen måde det, der er på spil hos vores hovedperson, og morens sprogbrug viser, at moren misforstår sin datter. Betegnelsen “hystade” bruges om én, der er hysterisk, dvs. hidsig eller ængstelig uden grund. Den betegnelse vidner også om, at moren misfortolker situationen. Det samme gælder ordene “drilleri” og “pjat”. Moren forstår ikke, at der er en alvorlig årsag til hovedpersonens adfærd, og at den ikke bunder i en intention om at “drille”.

Morens sprogbrug illustrerer, hvordan vi kan misforstå folk, hvis vi ikke kender til eller spørger ind til årsagerne til deres adfærd. Som læsere kender vi til hovedpersonens tanker og følelser - derfor ved vi, at der ikke er tale om banalt drilleri, og at hun ikke aktivt vælger at blive oppe om natten.

Disse tanker og følelser kender moren ikke til på samme direkte måde, og hun spørger tilsyneladende heller ikke ind til det. Hovedpersonen siger også, at hun “var alt for god til at lyve”, hvilket viser os, at hun måske bevidst har holdt sine tanker og følelser skjult for sin mor.

Novellen viser på den måde, hvor problematiske psykiske lidelser kan være, hvis man ikke taler højt om dem. De er svære at løse, fordi de foregår bag facaden. Udefra kan hovedpersonens adfærd se mærkelig, ondsindet og uretfærdig ud, men når vi kommer ind bag facaden og kender hendes frygt, kan vi tænke: Det her kunne også være mig. Hvis jeg fik angstanfald, når jeg skulle sove eller være alene, mon ikke jeg så også ville gøre alt der stod i min magt for at holde min lillesøster vågen?

Den sproglige stil er realistisk, fordi det virker autentisk

“Ond i sulets” sproglige stil er realistisk. Novellen starter fx med sætningen: “Først sov vi i køjesenge, kan du huske det?”. Formuleringen er meget indforstået, som om teksten kun er rettet mod Helene og ikke mod en læser, der ikke kender hele baggrunden. Vi bliver ikke præsenteret for hovedpersonen eller Helene, men kastes direkte ind i handlingen.

Vi får fx også kun indirekte at vide, at de er søskende...