Fortælleteknik

“Ond i sulet” er fortalt af en jegfortæller

“Ond i sulet” er fortalt af en jegfortæller, dvs. at fortælleren optræder i novellen som et ”jeg”. Det er markeret ved, at fortælleren bruger ord som ”jeg”/”mig”, ”vi”/”os” og ”min”/”mit”/”vores”. Det ser vi fx her: “Men jeg lå ilter og urolig i overkøjen og gav dig ikke et øjebliks fred”.

Virkning

Jegfortælleren giver et subjektivt og personligt blik på begivenhederne, som forstås igennem jegets synsvinkel. Det er meget centralt i “Ond i sulet”, at det er hovedpersonens version af historien, vi får. Hun henvender sig nemlig til sin lillesøster gennem et “du” med henblik på at give hende sin egen forklaring på, hvorfor hun handlede, som hun gjorde i sin barndom.

Ofte sker der det, at læseren identificerer sig med og får sympati for jegfortælleren, når han eller hun samtidig optræder i teksten. Muligheden for identifikation er også vigtig i “Ond i sulet”, fordi hovedpersonen heri henvender sig til sin lillesøster med et ønske om, at hun skal få forståelse for hovedpersonens skadelige adfærd. Det prøver hovedpersonen at opnå ved at beskrive de svære følelser fra sit eget perspektiv.

Jegfortælleren giver læseren mulighed for samme identifikation. Vi hører historien fra hovedpersonens perspektiv, og vi kan derfor sætte os i hendes sted og forstå, hvorfor hun handler, som hun gør. Var historien fortalt fra fx morens perspektiv, havde vi måske siddet tilbage med et billede af storesøsteren som en uretfærdig og usympatisk person. Så ville vi nemlig ikke have indblik i de indre følelser og tanker og den angst, som er årsagen til, at hovedpersonen handler, som hun gør.

Synsvinklen er indre

I “Ond i sulet”...