Komposition og genre
- Den ydre komposition er præget af fast form og bunden rytme
- Digtet bruger omsluttende rim og parrim
- Digtet bruger allitterationer
- Den indre komposition går fra orden over kaos til selvrefleksion
- “Det blomstrende slagsmål” er et episk-lyrisk digt
- Den faste form står i modsætning til det modernistiske indhold
Den ydre komposition er præget af fast form og bunden rytme
Den ydre komposition i “Det blomstrende slagsmål” af Tom Kristensen er kendetegnet ved fast form og bunden rytme.
Formen er fast indtil de sidste to verselinjer
Den faste form kommer til udtryk ved, at digtets strofer generelt fremstår regelmæssige. Helt konkret er der seks strofer med lige mange vers og et nogenlunde identisk antal stavelser i hvert vers. Der er dog en enkelt afvigelse fra den regelmæssige struktur. De første fem strofer indeholder otte vers, men i sidste strofe er formen anderledes. Her er også otte vers, men de to sidste står alene som en slags efterstillet kuplet, altså et versepar, der rimer på hinanden. Det har den virkning, at de to linjer træder tydeligere frem. De indeholder desuden et retorisk spørgsmål, som indirekte opfordrer læserne til at reflektere.
Derudover indeholder digtet enderim i samtlige vers, hvilket også bidrager til oplevelsen af en fast, regelmæssig form. Vi uddyber rim længere nede på siden.
Rytmen er bunden og med anapæster
Overordnet set har “Det blomstrende slagsmål” en bunden rytme. Det vil sige, at rytmen (med enkelte variationer) er den samme i hver en...
