Her får du hjælp til at analysere Steen Steensen Blichers novelle "Præsten i Vejlbye". Vi lægger vægt på følgende punkter i analysehjælpen:
Hvis du har brug for mere hjælp til analysen, kan du kaste et blik på vores generelle vejledning i novelleanalyse.
Det er indbildningskraft og skæbnetro, der fører til tragedien
Morten Bruus’ er den mindst sympatiske, men mest succesfulde karakter i novellen. Han lykkes godt nok hverken med at få Mette eller med at bestikke Erik. Men han tager en voldsom hævn for sine små nederlag, da han på udspekuleret vis får præsten uskyldigt dømt for mordet på Niels, der ikke engang er død.
Morten lykkes med sit svindelnummer, fordi både Erik og præsten er forblændede af deres tro på skæbnen. Det er i hvert fald den forklaring, som præsten i Aalsøe giver, efter at den gamle Niels Bruus’ er vendt tilbage og har fortalt sin side af historien:
Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Morbroder var falden som et Offer for den nedrigste Ondskab, for sin Dommers og for Vidnernes Forblændelse, og for sin egen lettroende Indbildningskraft. Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige?
Erik Sørensen og Søren Qvist manglede begge forståelse for, at verden er moralsk mudret, og at der ikke er nogen garanti for, at et menneske kan gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert. Begge bilder sig selv ind, at det er Guds vilje, at Søren skal henrettes.
