Videnskabsteoretiske tilgange

På de følgende sider vil vi kort introducere centrale videnskabsteoretiske tilgange, som hver på sin måde forsøger at definere, hvad der kendetegner videnskab.

Den første er positivismen, som i 1800-tallet blev formuleret som et ideal for videnskabeligt arbejde af franskmanden August Comte. Ifølge positivismen skal verden alene forklares ud fra naturlove, som kan eftervises ved eksperimenter. 

Den anden retning er hermeneutik. Det er oprindeligt læren om tolkning af religiøse og juridiske tekster, men i 1800-tallet blev hermeneutikken til en generel teori om forståelse og tolkning af tekster og verden. Ifølge hermeneutik sker al forståelse af verden i en aktivt, tolkende proces i individet.  

Derefter ser vi på Karl Popper og falsifikationsteorien. Meget forsimplet sagt fokuserer Popper på, at videnskaben primært skal teste sine hypoteser ved at forsøge at modbevise dem frem for ved at finde beviser. Ifølge Popper er det ikke beviser, men modbeviser, der skaber god videnskabelig viden.

Thomas Kuhn og paradigmeteorien beskriver, hvordan videnskabelig udvikling foregår i afgørende ryk, som han kalder for revolutioner. Mellem disse revolutioner vil videnskabsfolk arbejde inden for et fælles paradigme, som styrer deres verdenssyn og forskning. Da alle paradigmer før eller siden vil falde i en revolution og blive erstattet af nye paradigmer, så vil vores nuværende videnskabelige viden altid kun være midlertidige sandheder.

Til sidst kommer vi ind på socialkonstruktivisme. Socialkonstruktivisterne mener, at viden aldrig er objektive sandheder, men altid er konstrueret gennem sproget i en social og historisk sammenhæng. I moderne tid er socialkonstruktivisme især blevet kendt for at hævde, at menneskets køn også er en social konstruktion.