Analyse
“NAT I ELECTRICITY 1979” kan analyseres som et helt almindeligt digt. Du kan finde inspiration til din egen analyse i vores vejledning til digtanalyse.
Det er ikke nødvendigt at gå gennem alle analysepunkter i en god analyse. I vores analyse har vi derfor udvalgt de mest relevante analysepunkter. Vi ser nærmere på digtets personbeskrivelser og miljø samt på digtets ydre komposition, brug af forskellige sproglige virkemidler og titlens betydning.
- Digtets personer er anonyme og tilhører forskellige grupper
- Miljøet er en storby, der er præget af konflikt
- Den ydre komposition understreger vreden og afmagten
- De mange bogstavrim giver os en klarere forståelse af digtet
- Billedsproget understreger kritikken af den overfladiske livsstil
- Digtets titel giver forskellige associationer
Digtets personer er anonyme og tilhører forskellige grupper
“NAT I ELECTRI-CITY 1979” beskriver en række anonyme personer. Det vil sige personer uden individuelle kendetegn som fx et navn eller et bestemt udseende. I stedet fremstilles personer som del af en større gruppe. De er derfor beskrevet med de træk, der kendetegner gruppen som helhed. På en måde er der derfor ikke rigtig enkeltpersoner i digtet, men forskellige grupper af personer. Under baggrund kan du læse mere om de konkrete grupper, vi møder i digtet.
Det interessante i analysen af digtets personer er at finde ud af, hvordan de forskellige grupper fremstilles. Det lader umiddelbart til, at digtets perspektiv er bredt og samfundsmæssigt, men det er samtidig tydeligt, at digtet har mere sympati for nogle af grupperne end for andre.
Generelt er det som om, digtet er kritisk over for flertallet i befolkningen, der bare følger med strømmen og gør som de andre. Digtet er altså kritisk over for mainstreamkulturen og over for det kulturelle fænomen, vi møder i første afsnit, nemlig discodansen. Det bliver tydeligt i formuleringer som “DEN DÆMONISKE DISCODANSER”. Der er altså tale om en en slags djævel, der sammen med sin dansepartner beskrives som “DE NYE GUSTNE GUDER”. Her er gusten en betegnelse for en kynisk, ondsindet eller beregnende person.
Discodanseren bliver på den måde fremstillet som en person, der fordrejer hovedet på folk, så de gør præcis, som han gør. Han lader ikke til at dyrke sin discokultur, fordi han godt kan lide discodansen, men fordi det giver ham magt. Tilskuerne til hans dans kopierer ham heller ikke, fordi de synes specielt godt om disco-fænomenet i sig selv, men fordi det er den kultur, der kan give dem adgang til samfundets privilegier. Det kan vi udlede af slutningen på digtets første afsnit, hvor der står, at det “KAN GIVE ADGANG TIL HUSENES / KONKURRENCE OM METALDYR, PLASTICKROPPE OG / STENKASSER”, hvis man kopierer danserne på skærmen.
Her lægger digtet en tydelig ironisk distance til d...