I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet “Plasticsolen” af Michael Strunge. Vi gennemgår de vigtigste elementer i digtet, som det er godt at have med i analysen. Du får et resumé og baggrundsinformation, og vi hjælper dig med at fortolke den. Digtet udkom i digtsamlingen Vi folder drømmens faner ud i 1981.
Vil du have et hurtigt overblik over analysen og fortolkningen, kan du læse vores noter.
Titlen er en sproglig nydannelse
Sproget i “Plasticsolen” har to markante sproglige nydannelser. De kaldes også for neologismer. Den første er titlen “Plasticsolen”, som er en sammensætning af ordene “plastic” og “sol”.
Plastic konnoterer typisk noget kunstigt og uægte, noget som er skabt af mennesker i et billigt materiale. Solen derimod er et livgivende og varmende naturfænomen, som vi ofte forbinder med glæde og lykke.
I sammensætningen “Plasticsolen” ophæves solens positive konnotationer. Den bliver til noget svagt og kunstigt. Vi hører i digtet, at solen “gløder som et betændt øje”, så den er ikke alene svag og kunstig, den er også syg.
Men ikke nok med det, så er dens “stråler af jod” også farlige for indbyggerne, fordi de “blinder dem”. "Jod" er på den ene side et metal, som mennesket har behov for i kroppen. På den anden side forekommer jod som farlige isotoper, der afgiver radioaktiv stråling. Udtrykket "stråler af jod" trækker på den farlige betydning. Det er oplagt at læse billedet i sammenhæng med 80'ernes frygt for atomkrigen.
Samtidigt spilles også på lighed i farven. Jod har en stærkt rødlig farve, ligesom svage solstråler kan have det.