I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke “Indvielsen”. Digtet er fra Schack von Staffeldts debutdigtsamling Digte 1804, der udkom i december 1803. I “Indvielsen” sidder et lyrisk jeg i naturen, da han pludselig modtager digterisk inspiration fra en muse og erkender verdens store sammenhæng. Glæden varer dog kort.
Her kan du læse et uddrag fra vores analysehjælp:
Verden fremstår pludselig som en enhed:
I digtets tredje fase (strofe 3) kulminerer digtet. Her erkender det lyriske jeg pludselig, hvordan alting i verden hænger sammen:
Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked’ min egen Gestalt.
Naturen omkring jeget bliver til “en anden Natur”, hvor “et Hierte” slår. Vi kan tolke hjertet som Guds ånd, der gennemstrømmer alt i naturen. Jeget ser desuden sig selv (sin “Gestalt”) i naturen. Det vil sige, at han ikke længere føler sig adskilt fra naturen; følelsen af længsel og splittelse er væk og erstattet af en følelse af enhed. Der er ikke længere nogen modsætning mellem det åndelige og det materielle, mellem idéerne og fænomenerne, for alt hænger sammen i en ubrydelig enhed.
Splittelsen vender tilbage og forstærker længslen efter enhed:
Efter digtets klimaks i strofe 3 følger fjerde og sidste fase i form af strofe 4. Her vender stemningen, idet jegets lykkelige øjeblik passerer. Pludselig er det lyriske jeg tilbage, hvor han startede: Han længes efter enhed. Længslen er dog endnu stærkere nu, hvor han i et kort øjeblik har oplevet følelsen af, at alting er ét:
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred
Förend jeg drager Himlene ned!
Jorden er nu et fængsel, der fastholder det lyriske jeg i splittelsen. Digtekunsten kan i små glimt lindre længslen efter enhed, men den kan ikke overvinde skellet én gang for alle. Den inspirerede indsigt, som musen gav ham, gør ham nu urolig og rastløs. Det understreges af, at mindet om hendes kys “brænder” på hans hud.
Det lyriske jeg slutter digtet med at hævde, at han ikke finder fred: ”Förend jeg drager Himlene ned!” Jeget vil med andre ord genskabe den enhed mellem det åndelige og det materielle, som han oplevede i strofe 3. Digterjeget har nemlig fået evnen til at lindre længslens smerte i korte øjeblikke ved at formidle sine anelser og sin indsigt igennem digtekunsten.
