Renæssancen (ca. 1500-1650)

Renæssancen opstår i Italien i 1300-tallet, men i Danmark optræder den som litteraturhistorisk periode ca. fra år 1500 til 1650. Det er altså perioden efter middelalderen og før barokken. Arbejder du med renæssancen i Historie, anbefaler vi vores kompendium om renæssancen.

Mennesket i centrum

Kort fortalt indebærer renæssancen et positivt, individualiseret menneskesyn og stor fremtidsoptimisme. Renæssance betyder genfødsel. Renæssancetiden forstår nemlig sig selv som en genfødsel af antikken, altså den græske og romerske oldtid og højkultur. Derfor genopdager man oldtidens litteratur, fx filosofiske skrifter af Platon, og bruger den til at forstå verden og sig selv på nye måder. 

I renæssancen bruges litteraturen ikke længere kun i religiøse eller politiske sammenhænge, og forfatterne skriver ikke mere bare på bestilling fra kirken eller andre magthavere. Renæssancens forfattere vil studere mennesket i sig selv – uafhængig af den katolske kirkes troslære, som ellers har været det filter, alt ses igennem siden middelalderen. I stedet for at studere, hvordan vi mennesker burde leve, undersøger renæssancens forfattere, hvordan vi faktisk lever. I stedet for at have Gud i centrum, kommer mennesket nu selv i centrum.

Nye litterære genrer 

Eftersom renæssancelitteraturen bruges uden for den kristne kirke, har forfatterne større frihed til at skrive på nye måder. Samtidig har man stor tiltro til menneskets skaberkraft. Dermed opstår der også nye litterære genrer. Flere af de store genrer, vi kender i dag, begynder at finde deres form i renæssancen:

• Digtgenren – fx kærlighedssonetter af italienske Francesco Petrarca.
• Novellegenren – fx samlingen Decameron af ita