Industrialiseringen i England og slavernes betydning for industrialiseringen

Uddrag

England havde gennem 1600- og 1700-tallet deltaget meget aktivt i trekantshandlen. England opererede ud fra merkantilistiske principper hvor handelspolitikken var at fremme landets industri og eksport, og begrænse importen. Da de havde omlagt handelspolitikken, mente de ikke at det var rimeligt, hvis lande der ikke gjorde den slags for deres eget lands økonomi skulle stå så stærkt som de gjorde. Derfor forsøgte England at undgå handel med de andre stærke lande, f.eks. Holland, som tidligere været en dominerende handels- og søfartsnation. Man forhindrede hollandske skibe at sejle med engelske besiddelser, så de ikke kunne tjene penge på fragt af engelske produkter. Det blev altså forbudt for udenlandske skibe at sejle med engelske varer, fordi England selv ville nyde godt af den kapital de kunne tjene. England var den førende handelsnation, og med reglerne om egen fragt, opstod en stor eksport af landets handelsvarer.
England havde ikke nok i sig selv, og satte sig i starten af 1600-tallet i besiddelse af kolonier i Vestindien. Derudover oprettede man to handelskompagnier som opererede ud fra handelsstationer på guldkysten og Afrikas vestkyst. Disse to hed henholdsvis ”Royal African Company” som blev dannet i 1672 og ”The Company of the Royal Adventures trading into Africa” som allerede blev dannet i 1660. Med disse handelskompagnier var hensigten ikke at kolonisere Afrika, men de var udelukkende til handelsbrug. Planen med handelskompagnierne var at gøre staten uafhængig og rig. Staten støttede disse kompagnier, da de ville være med til at øge eksporten og skabe en god og harmonisk balance i handlen.
Trekantshandlen var en handelsrute, hvor våben og forarbejdede varer fra Europa, blev bragt til Afrika for at blive solgt. Varerne blev byttet for slaver, elfenben, guld o.a., disse blev fragtet fra Afrika til kolonierne i Vestindien hvor slaverne umiddelbart blev sat i arbejde på sukkerplantager. Når slaverne ankom til Vestindien, blev skibene igen lastet. Denne gang med sukker, tobak og bomuld og andre kolonivarer som kunne sælges i Europa. Handelsruten dannede dermed en trekant imellem de tre destinationer. Fordelene ved denne metode var, at man aldrig sejlede med et tomt skib men altid havde varer med. Varerne som blev transporteret fra kolonierne var tidligere luksusvarer som silke, men da der var langt større marked ved salg af dagligvarer, fordi flere havde råd til f.eks. kaffe, var dagligvarerne mere attraktive og gav god økonomisk vækst til staten... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind